Jeg elsker at arrangere blind dates. Det er så godt, at kunne imødekomme singler, der gerne vil have en kæreste. Man burde have et ord for den type single. Måske det blot er singler med ”kærestepotentiale”, for jeg mener, at viljen er det mest afgørende ift. at få en kæreste. Tør man gå ud på en blind date, vil man også typisk være netop med den vilje, der kan ændre ens livs situation til en radikal anden.  Fedt! Angstfuldt, men på den fede måde!

Dog misforstår mange min passion, og tror jeg er selverklæret kærlighedsekspert. I wish! No, jeg er skam i store vanskeligheder, når det kommer til mine egne nære relateringsmønstre.  Den moderne psykologi (gerne forbundet med tilknytningsteoretikeren; John Bowlby, 1907-1990) fremstiller spædbarnets/barnets relation til dets primære omsorgsperson som grundlæggende for den fremtidig struktur i alle ens nære relationer. Min mor var MEGET knyttet til mig, da jeg var barn. Det er ikke noget jeg VED ved, men det er min forestilling, fordi jeg var længe om at blive gravid med, og fordi min mor ikke havde noget godt selvværd dengang. Det sidstnævnte kan da udmønte sig på forskellig vis, men i dette tilfælde vil jeg mene, der er sket en usund overføring. Jeg har tænkt på, om det er derfor jeg har umådeligt svært ved hvilke grænser, der hører sig til i et givent forhold. Læs resten af dette indlæg »

… er virkelig svær at fortælle, og vil da egentlig heller ikke mene, den er afsluttet.

Som demonstreret meget tydeligt på denne blog, går jeg helst ikke forbi livsmysterier uden at forlange en ”årsagsforklaring”. Det interesserer mig voldsomt, for min opfattelse er den, at alle organismer kører i forklarlige rytmer. JA altså jeg kender ikke forklaringerne, men jeg er overbevist om, at de findes. Rytmen kan altså forudsiges, hvis den kan forklares. Dog er der udsving, da der er dysfunktion i alt levende, jævnfør kaosteorien og selve livets uforudsigelighed. Et hjerteslag, som et eksempel på et stabilt system, følger en vigtig rytme, men i specifikke faser kan det påvirkes negativt og slå forkert ud. Det er jo ikke et eksempel jeg kan føre fagligt, da jeg er mørkefamler indenfor lægevidenskaben. Min pointe er dog, at lige så essentielt det er for et stabilt system som et hjerte at slå, er det vigtigt at forstå rytmen bag.

Jeg får ofte stukket i hovedet fra knapt-så-reflekterende-veninder, at alt mit tænkeri er overgjort, og ikke har noget med virkeligheden- praksis- at gøre. Den påstand gør mig naturligvis frustreret, da jeg ikke føler mig forstået. Hvad tror de, der siger sådan om mig – at jeg sidder i en mørk hule hver dag og dagdrømmer?? Hvis der var evigt forbrug af 86% chokolade og hindbærsmoothies, så må jeg da indrømme, jeg af og til har lyst til en sådan hverdag. Men det er ikke tilfældet. Jeg har netop en travl hverdag, hvorfor det forekommer mig enormt vigtigt indimellem at sætte mig ned, og læse og tænke og skrive og reflektere. Og et af mine store problemer i livet er netop, at gøre mig forståelig. Indimellem møder jeg mennesker, der ved hvad jeg mener. Der er jeg den heldige. At redegøre for forhold jeg føler meget inderligt, forekommer mig enormt kompliceret.

Fx er jeg begyndt at sukke meget dybt, når netværket spørger til hvorfor, jeg ikke længere tror på Gud. Hvad så med de religiøse oplevelser? Hvorfor tror du ikke længere de ord, som du konstant prædikede for bare et år tilbage? Osv. Som regel starter mit svar med ”joh, Læs resten af dette indlæg »

I øjeblikket er jeg voldsomt inspireret af mine 2 venner, der har stor indsigt i buddhistisk lærdom. Altså fortæller jeg hermed, at jeg er draget de to individer, deres spørgsmål og deres livsstil — ikke af buddhismen i sig selv. Det har jeg måske set for mange forgyldte bamselignende statuer til at blive. Eller også er det enkelt nok fordi, jeg nægter at lade mig forføre ind i en ny form for religiøs trældom. Der er noget, der MÅ bare være NOGET, men jeg har kun mig og mit filter til at se alt igennem; derved må jeg være vigtigst at leve op til.

- Jeg er ikke færdig med kristendommen – det tror jeg ikke man kan blive, da den indeholder enorm visdom. Men jeg er aldeles færdig med fundamentalistisk kristendom – i den betydning at jeg ikke længere kan tro på en bog som værende evigt sand. Det er jo ærlig talt forrykt, at tro man kan læne sig op af egne tolkninger af en bog, tage afstand fra andres tolkninger af samme og således have en klippefast tro, der altså i høj grad gør sit udspring i den udtalte argumentation. Som så fæstner sig i en indre forestilling, der er flere livstid om at viskes ud. Jeg er færdig med at lade min barneindoktrinering tromle mit tankesystem, og lade mit primære netværk være indenfor sammen snævre trosretning. I stedet vil jeg bruge de sunde værdier, der ligger i det at være kristen; såsom en stor del livsrefleksion.

Siden mit seneste møde med de to yogaentusiaster Læs resten af dette indlæg »

Jeg kan føle Jesus. Gør det ham mere eller mindre virkelig?

Jeg kan ikke tro på Jesus. Men jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke er kristen, uden at føle jeg fornægter noget af mit eget inderste.

Jeg tager afstand uden at turde. Jeg trækker i land uden at ville.

At forklare mig synes håbløst, for ord kan ikke udtrykke fænomenet. Ordet fænomen virker i sig selv for trendy til hvad end det er, jeg går igennem. Det handler ikke om tvivl. Snare om fortvivlelse. Over at sidde fast i et spind af eksistentielle dogmer- nogle formentlig sandfærdige.

Forleden brændte jeg næsten køkkenet ned ved hjælp af store flammer fra mikroovnen, der egentlig bare skulle have varmet min chokoladebolle. Så kan jeg da lære at spise sundere! Nå men den oplevelse gav mig en spøjs tanke. Efterfølgende har jeg jo været nervøs for, om der har været noget tændt i køkkenet, når jeg har forladt hjemmet, men sæt hvis den bekymring også var reel uanset placering? Hvis der kunne gå ild i mig eller andre mennesker – sådan uden videre – fordi mine eksploderede drifter stod ubevogtet tændt for længe?
Den tanke får mig til at indse, at vi nok hele tiden går og lukker ned for vore drifts-kontakter – lige så naturligt, som vi låser døren derhjemme, når hjemmet forlades. Hvis vi glipper i den naturlige indre teknik indimellem, så vanker upassende vredesudbrud, affærer eller religiøs hvervelse. Når driften først er brudt ud er det min erfaring, at det ikke lige er så nemt, at hente nøgle og blot låse ned igen. Man er i gang – måske med noget man ikke var klar over man trængte til –og man mærker, at man får noget igennem til universet; et stykke af sig selv om man vil.

Grunden til, at det er fantastisk at forelske sig er, at man glemmer det selv, der låser drifterne inde. I stedet ser man sig selv, som den anden ser ens selv (hvis forelskelsen er gensidig) eller det selv man forestiller sig, at blive i kraft af den anden.
Når vores trang til noget umuligt kan udleves, eller at vi pure nægter at udleve den, får den gerne sit helt eget forum gennem fantasien. Problemet opstår når længslen udløser drømmen, der bliver til målet og målet så søges snare end det, der egentlig længtes efter. Sagt i det samme billede kan jeg fejlagtigt tro, jeg lader min brand slukkes af noget specifikt, der dog faktisk ikke slukker den, men lukker mine drifter inde i et smukkere rum end det, jeg var i før. Måske lettere kompliceret forklaret. Det er imidlertid også ret kompliceret det, der sker, når vi per automatik (som oftest) kontrollerer vore instinktive kompulser.

- Måske kan man gå et helt liv, og tro man har opfyldt sine ønsker, og ikke vide hvor den indre utilfredshed stammer fra. Konceptet jeg prøver formulere er altså, når vore bevidste mål ikke er de samme som selvets. Selvet som i ”det indre”, der forsøger at styre os, men tit bliver overtrumfet af et uopmærksomt personlighedssystem. Men hvad er det egentlig man vil? At blive længsel-fri er da heller ikke søgeværdigt.
Hvis jeg var kristen, ville jeg sige, at det vi egentlig længes efter er en evighed med Gud. Men hvor ville den kristne egentlig vide det fra? Fra intet andet end følelser og ortodokse fra-gammel-tid-fortalte forklaringer på menneskelige fænomener, hvis du spørger mig. Men nu kan det heller ikke nytte noget at spørge mig.

Jeg står ikke til at redde længere. Jeg troede, jeg kunne holde fast i de kristne værdier i det mindste – bare de grundlæggende. Men hvor har jeg ændret mig. Hvor er jeg blevet kold og kynisk uden de kristne rammer. Hvad gør man lige ved det?

Det handler om tilgivelse. Engang gik jeg op i at få den. Nu er jeg ligeglad, medmindre den er nødvendig fra min mand eller nærmeste veninder. Selvom jeg måske har gjort noget meget galt, så kan jeg altid finde på små historier, der får  mine handlinger til at se helt pletfri ud, og som fuldstændig ligegyldiggør en tilgivelse.

Det handler om stolthed. Endnu et ord, jeg blev advaret imod, mens jeg var troende. Problemet er, at jeg blevet menneske.  Før havde jeg een del menneske og een del Gud i mig. Nu er jeg  rent menneske, og det er hverken trygt, kontrollabelt eller forsvarligt.

Men jeg kan ikke gå tilbage. Hvad skulle jeg gå tilbage til? En komplet sekterisk tankegang, der sluger alt ens energi med arbejde, der må gøres i Herrens navn – den Herre man ikke har tid til pga. alt det frivillige gejl? Eller en kirke, der dømmer dig, for det du vælger at gøre i dit liv, som ikke stemmer overens med bibelens ord? Dvs. de “elsker dig jo og du er velkommen, men du kan naturligvis ikke få en plads på scenen, så længe der foregår diverse anti-biblika”.

..nej det tiltaler mig slet ikke. Ikke engang det eftertragtede fællesskab, for igen produceres her blot flere indgroede værdisæt og normer. Nogle jeg ikke kan leve i. Jeg er ikke ren nok, og det har jeg faktisk aldrig været. Jeg har bare taget smuthuller førhen. Gået over stregen i det skjulte. Haft en teori ægtefælle, og en praksis som elsker. Jeg gider ikke skjule mig mere. Jeg er som jeg er, og at bekæmpe det, er ikke længere en del af min agenda.

Men det er til stadighed svært. Jeg står ustandseligt i dilemmaer, hvor jeg ikke ved hvor egenrådig, det er okay for mig at være. Fx har jeg lige nu et udestående med adskillige mennesker. Venner, der blev sure og som jeglod forblive sure. Læs resten af dette indlæg »

Hvis dog bare fitnesscenteret havde samme slogan som Fakta! I dag er det en uge siden jeg RE-startede i Fitnesscenter. Jeg gik helt i stå, da jeg for 5 måneder siden startede med at kaste op. Nu er kroppen med mig igen, og jeg har besluttet mig for også at være med den. Derfor træner jeg alle hverdage. Det bliver jo ikke til meget, men lidt sved er vel bedre end ingen. Det ligger hele tiden i mit baghoved, at hvis en eller anden autoritet så og bedømte mig på trædemøllen, så var det ikke godt nok. Det ville måske være godt nok i forhold til at det var mig, da jeg er meget ny indenfor ”at røre sig fysisk”-konceptet, men for en med min slanke krop og naturlige kropsstyrke, så er det bare al for lidt udfordring med et kvarter på en crosstrainer og et par rygøvelser. Når jeg lader baghovedets skema indgå i de virile associationer i bevidstheden undrer jeg mig! Hvad taler jeg om? Hvilken autoritet? Er det min gamle gymnatisklærer fra folkeskolen, der spøger…

Hertil morgen aflagde mine svigerforældre et kort besøg. De spurgte ind til hvorfor, vi bruger en barnepige lige nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå hjemme med børnene? Mit svar var naturligvis, at mit fuldtidsstudie kræver min opmærksomhed, og at jeg på ingen måde ville kunne følge bare tilnærmelsesvist tilfredsstillende med, hvis jeg ikke havde en barnepige i de mest produktive dagstimer. Men efter jeg havde sagt det, blev jeg trist.

Heldigvis er jeg klog nok til at forstå hvorfor tristheden her indtraf. Klog kalder jeg gerne mig selv. Læs resten af dette indlæg »

Uhm jeg har lige sat den lækreste grøntsagstærte I ovnen. Skulle det være noget med en opskrift, findes den her

Mit køleskab er spækket med alt hvad (jeg tillader) mit hjerte begærer. Grøntsager, frugt, fisk og god ost. Det føles dejligt. Og det føles nervepirrende. Hvornår kommer straffen? Suk, 20 sultne millioner mennesker er på flugt fra naturens vandmaskre i Pakistan, og vi ved om så mange steder i verden hvor ufred, sult og vold hærger. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg tro?

Der er meget kristendommen ikke kan forklare mig, og derfor føler jeg også, jeg render hovedet imod en mur hver gang jeg besøger en kirke i håbet om at ”blive klædt på” spirituelt. Lige meget hvor jeg forsøger, får jeg kun den ene vej præsenteret. Det mærkes i prædiken, i sangene og så sandelig også i de folk, som jeg får talt med på sådan en søndag. Der er mange måder at være på, at tænke på, men TROEN er den samme. Det har førhen beroliget mig. Fælles front trods forskellige vinkler. Nu bliver jeg harm, for hvordan kan man som gruppe lukke øjnene for alt det, der peger en anden vej?

Nogen gange har jeg lyst til at være lesbisk – Læs resten af dette indlæg »

Det har været så svært, at starte på dette blogindlæg. For det første er det svært at få noget inderligt ud, når jeg for tiden føler, jeg skal holde sammen på alt det indeni – gemme det lidt, klare den alene. Min mand er ved at forberede vores flytning, og derfor har jeg været selv med børn i 14 dage. Når der tilmed er tale om en på 9 måneder og en på 25 måneder, som begge er enormt tryghedsafhængige, så er det bare ikke verdens smalleste sag at have dem selv i tom lejlighed, og med et fysisk overskud på 0-punktet. Jeg brokker mig gerne til mine omgivelser. Fortæller hvor hårdt det er, hvor svært det er at klare skærene, når de små reagerer på, at far ikke er hjemme. Men jeg får igen og igen tilbage, at det jo er mit valg at få børn med så lidt aldersforskel. Og hvis det er noget, man selv har valgt, så er man åbenbart ikke berettiget til at have lyst til at kaste sig i graven over det.

Meget bliver derfor holdt inde. Det føles jo også urigtigt, at brokke sig over de to i min verden jeg elsker allermest…

For det andet kommer jeg nemt til at forenkle sagerne på sådan en sum side her. Det er jo store spørgsmål jeg har, og jeg vil så nødigt give en opfattelse af, at jeg har et eneste svar. Når jeg bliver til (udvikler mig), bliver jeg i virkeligheden væk (forsvinder fra et til noget og måske til sidst til ingenting.) Måske er denne blog, min facebook og mine øvrige streger på livets tapet, et forsøg på at få lov til at være her – seriøst. Mine tanker forsvinder ofte, før jeg husker jeg havde dem Læs resten af dette indlæg »

Jeg er blevet usikker på, om jeg er i tvivl om Gud. Hvis han er til, er han jo den eneste, jeg kan stole på. Ligegyldigt hvilket sympatisk eller ekstraordinært menneske, der står overfor mig og giver mig svarene, så er det upålideligt. I hvert fald ikke tilstrækkeligt troværdigt for mig, der ikke tror man kan frapille tidens tag og det gældende paradigme, når man angiver det man selv regner for sandhed. For ikke at snakke om egne følelser, og værdianskuelse.

Hvis Gud dog bare svarede mig. Direkte.

Kristne vil mene Gud allerede giver svar, men at jeg blot ikke hører dem. Det er vås i mine ører. Det lyder så fascinerende og magisk til at starte med, men hey så er det lige, at ens egne følelser og tanker har det med at blande sig ind i opfattelsen af, hvad Gud har sagt. Jeg er træt af hjernespind, og mirakler der kun muligvis er mirakler. Det er ikke for at underkende hvad andre har oplevet af storslåethed, men jeg er selv utilstrækkelig, når det kommer til at tro.

Men modsat – hvis Gud IKKE er til….. Læs resten af dette indlæg »