Øjne er ikke sjælens vindue, men min datter på 7 måneder har ikke opgivet ”nedstirring” i håbet om at få lidt at vide – hun er yderst tryllebundet af ansigter. Dukkers, menneskers, Lego med øjne, you name it! Det er vist meget almindeligt for piger. Det er som om hun vil IND (hvorfor det naturligvis skal sanses med munden lige som alt andet), og hun er helt klar over hvilket legetøj, der potentielt har sjæle.

Men hvad er derinde bag øjnene, under huden og alt det synlige – udover det krampagtige begær efter at blive elsket, velanset og personificeret? Svaret er; Det eneste der adskiller os fra hinanden – vore lyster (hvilket, ifølge mig, udgør talenter, drømme, viljestyrke, overlevelsesevne osv.) !

Efter mit brud med kristentroen (en sætning, der stadig får mig til at skælve) betragter jeg lysten som den positive drift, der gør os i stand til dagens modvind. Lysten til selv at have det gode liv, er den kraftigste af alle, og er den der har motiveret mig allermest EVER.

Måske vil man stemple det som værende udtryk for, at kristne lever for andre mennesker, mens jeg nu lever for mig selv. Det kan dog også bare være, at jeg her er i kontakt med min sande natur. Kristne vil indvende, at det netop er menneskets sande natur, man bør kæmpe imod som kristen.  Eller rettere sagt vil kristne nok sige, at menneskets sande natur blevet fordærvet af synd, og det er så den syndige del, der kæmper imod den rene guds-billedlige. Læs resten af dette indlæg »

Jeg gennemgår mange lidelser for tiden, hvis jeg selv skal sige det. Dette indlæg handler om et af de psykiske forhold, for udover at være en mega emotionel strandet hval, helt vildt frustreret over vores bolig-job-situation og egoist udover alle grænser i og med at jeg stadig gruer for at skulle have dette barn, der mildest talt vil spolere alle mine håb for fremtiden – ja så har graviditeten også sat sig i den sparsomme nattesøvn. I kraft af modbydelige drømme.

I nat vågnede jeg op skræmt og ængstelig, og jeg kunne huske hver detalje af drømmen, hvilket sjældent er tilfældet for mig. Det gennemgående var en uhyggelig mand, som jeg ikke kunne undslippe. Det startede med at være min barndomsvenindes far (der fysisk forgreb sig på hende dengang) og ændrede sig så til en anden elitær og uhyggelig mand, som jeg ikke længere husker personificeret. Jeg skulle redde veninden, men vi havde gymnastiktime på vores gamle folkeskole. Og så kan man jo ikke bare stikke af!! Efter timen skjulte vi os i et mørkt og koldt rum, og herefter var venindens fars rolle en anden mand, og nu var han på jagt udelukkende efter mig. Han kontrollerede mig – jeg kunne ikke gå, for så ville han blive sur. Jeg behøvede ham, og skælvede af skræk for ham på samme tid. Jeg blev lukket inde i et rum. Min telefon virkede ikke. Jeg var så bange for ham – han var stor og frygtindgydende. Læs resten af dette indlæg »

73 % (rundt regnet) af mit liv består af andres narrativer. Min venners fortællinger/oplevelser/erfaringer er tæt sammenflettet med mine egne, for man eksisterer som bekendt i kraft af andre. Dog er min historie  autopoietisk dannet; hermed mener jeg at vi selv skaber vort eget billede af omverden og dermed af det relationelle, som udgør forskellen på ’du og jeg’, og altså derfor synliggør ’et jeg’. Venner fodrer så at sige mit liv, mit selv.

Jeg bruger ordet ’fodring’, selvom det minder mig om mange mislykkede surdejs(-fordrings) forsøg samt alt for platte serier om vampyrer. Men i valg af ordbruget ligger en analogi til min nuværende syge og SULTNE krop. Det er meget op og ned her, men som altid når jeg er gravid (især første trimester) så er det mest NED. Uanset gode dage er jeg konstant sulten. Det eneste jeg kan gøre for at bevare åndedrættet, er at spise. Spise kvalmen væk, spise når jeg har kastet op, spise mig til energi, spise mig til en bedre smag i munden, spise for at undgå diverse smerter spise spise spise! Min krop skal konstant fodres, for at hænge lidt sammen. Jeg kan ærligt sige, at jeg hamrende træt af at spise- hvor forkælet det end lyder overfor de, der ikke KAN spise. Problemet er, at jeg ingen lyst har til at komme noget i munden, og alligevel kræver min smertende mave det. For mig er det hårdt arbejde at spise pt., og psykisk hjælper det ikke just, at jeg blot ser mig selv blive federe og federe!

Så i den afmagt fodrer jeg mig selv med magt… Læs resten af dette indlæg »

Oprah siger tit hun har fået en appifany, eyeopener eller aha-moment. Det sker faktisk også for mig indimellem! Og det ville I vide hvis DR ellers havde givet mig det talkshow jeg fortjener, men lad mig i stedet formidle gårsdagens store AHA her.

Lige for tiden er der absolut ingenting fornuftigt at se i fjernsynet, så jeg skruede om på dr2 og faldt i staver til noget jeg troede var en dokumentar om middelalderen. ”The Tudors”, som serien hed, viser sig så at være det vildeste spændingsdrama fra tiden før reformationen i England. Du ved, paver og hele pivtøjet. Det gribende for mig var de fantastiske kvinders mangel på magt over egen situation. Jeg vidste det jo godt, men når man ser det på den måde, så går det limbiske system altså aggressivt til værks, og fremkalder det rene raseri over mændenes arrogance.

Jeg prøvede at forestille mig, at det var mig der måtte neje hver gang en mand kom ind i rummet – at det var mig der absolut ingen rettigheder havde; ikke engang til at sige fra overfor sex- at det var mig der ikke havde en selvvalgt fremtid at se frem til, men blot måtte tage hvad der kom til mig og håbe på at kunne føde drenge- at det var mig, der var gift med en mand der (hvis jeg var heldig) kun havde elsket mig kort, og herpå betragtede mig som husholderske.  Men jeg kunne ikke. Bedre gik det med at forestille mig selv i rollen som Wolsey, der ville slå kongen ihjel og som på grund af disse planer blev halshugget.

Jeg kan skrive meget mere om kvindeundertrykkelse, for i de senere år har jeg kun forbundet det ord med burkaer og koner til terrorister i fjerne hallal-lande. Men her til lands har vi jo også været voldsomt undertrykte, og jeg mener ikke bare det her med, at det har været svært at klare sig uden at være gift. Nej jeg vil længere tilbage, når min forargelse skal retfærdiggøres helt. Der hvor kvindens største ønske var, at kunne føde børn, og naturligvis helst sønner.

Og så er vi ved at være ved det, jeg egentlig ønsker at skrive om. Mit aha-moment kom Læs resten af dette indlæg »

Desperat mangler vi en sort skjorte til Mikael. Vi skal til fest. Det skal ikke bare være en almindelig sort skjorte – nej den skal sidde perfekt og gerne med lidt mønster. Ekspedienten i Diesel viser os sortimentet og som den børnefri-familie vi endnu er, tager vi os god tid til at finde den helt perfekte. Wow. Mikael vil få fame and fortune i det der outfit. So hot. Vi går til kassen beslutsomt, da vi har fået lidt halvtravlt, hvis vi skal nå hjem inden festen. Diesel-eksperten er lige ved at give os en skøn oplevelse af shopperiet, men ak. Da han kommer bonen ned i posen til skjorten ser han med alvorlig mine på os og siger: ”HUSK at stryge den inden brug!”.  Jeg spørger naturligvis hvorfor, men svaret husker jeg ikke nu. Jeg husker bare, at han sagde, der ingen vej udenom var! Det var et must – ellers ville den gå i stykker i vask eller noget i den stil. Vi går sukkende derfra. Mikael fordi skjorten var dyr, og jeg fordi vi ikke kan nå strygning til i aften, så Mikael må i en af de falmede…

Her 4 år, 2 børn, adskillige byer og omgangskredse senere hænger skjorten der endnu. Med tag. Hver gang Mikael får lyst til at se sort og hot ud, kommer der en eller flere af disse forhindringer i vejen; Vi kan ikke nå at stryge den, vi kan ikke finde strygejernet, Jason går amok hvis vi stryger og han ikke må røre, Vi kan ikke finde ud af at stryge, Vi har ofte ødelagt tøj ved strygning og så er der lige den, som alle undskyldningerne bunder i: VI GIDER IKKE! Læs resten af dette indlæg »

Det er egentlig vildt så meget man kan opnå ved, at trække vejret helt ned i maven. Omvendt er der ikke ret meget man kan opnå, hvis man slet ikke trækker vejret! Lidt ligesom at man bliver nødt til at indtage føde, for at overleve, men ved hjælp af den rigtige føde kan en harmonisk kropstilstand blive dannet.

Hm. Jeg starter lige et andet sted. I forgårs bagte jeg kernesunde kanelsnegle. Det lyder utrolig pænt, men det var en rædsel uden lige. Skidtet ville ikke hænge sammen! Først kom jeg til at røre 3 æg i, istedet for 1, og dernæst tog min kreativitet overhånd, hvilket er helt almen procedure for mig, når jeg slavisk skal følge noget som helst. Det plejer da at gå…. I dette tilfælde blev udfaldet dog katastrofalt, og jeg måtte fedte dejen af bagepapiret, ned i køkkenmaskinen igen og i med det hvedemel hele projektet handlede om at undgå!!! LORT! Lorte kanelsnegle, der kom ud som på hårde boller, føj. Hvorfor skete det? Som indrømmet, fordi jeg ikke kan følge en opskrift. Men også fordi jeg ALDRIG har bagt kanelsnegle før, og alligevel lægger ud med en relativ kompliceret helse en af slagsen! Havde jeg været en haj til den almindelige, havde der nok ringet et par klokker, før jeg stod med udrullet dej uden nogen form for sammenhængskraft what so ever!

Min pointe er, at man må lære hvad det vil sige at være normal, før man kan være afvige det normale meningsfuldt. (En del af at være normal er, at føle sig en smule anderledes end mængden på visse områder, så fortvivl ej hvis du ”altid har følt dig anderledes”!!) Da jeg aflagde mig min tro, mærkede jeg hvordan der lige så langsomt opstod fanatiske tendenser på andre områder – lyst til at indgå i andre ekstreme grupper.

- Vi skal altid ses i en social kontekst, for ville vi overhovedet eksistere individuelt uden andre? Det lader vi filosofferne tage sig af, og springer i stedet videre til ”social epistemologi” – eller ”social erkendelsesteori”.  Og hvad ved jeg så om det? Læs resten af dette indlæg »

Min blogs kerneinteresse er, at udforske sandhed, herunder ærlighed. Så er det sagt. Igen.

Som fast læser af min blog ved du, at jeg lider neurotiske tankeanfald. Fx bliver jeg ofte angrebet af tanken om, at der sidder ny læser og scroller ned herinde på siden, og bare ikke kan overskue hvad det er for noget. I sådan en tanke popper straks to spekulative sider op – den rationelle og den aah knapt så.

Den første siger mig, at jeg jo ikke engang selv ved, hvad det her er for noget, og mon egentlig ikke der er vigtigere forhold, jeg skal gå ind nu, i stedet for at sidde fast i skønhedsfejlene.

Den anden siger, at jeg da for katten må tage mig sammen og tydeliggøre lige her på den første side man ser, hvad det er,  jeg vil have frem om forskellige sandheds-vinkler, om gruppepåvirkning ift. hvad man oplever som sandt, om hjernen der på trods af/pga. sin komplekse funktioner jo i den grad kan blive narret – måske især af emotionelle udbrud.

Suk..ja..det er vigtigt – jeg har lyst til at råbe mine opdagelser ud, og få feedback om andres tanker. Det er bare et fåtal, der synes mine teorier er relevante. Samtidig ved jeg godt, at folk har tænkt alt før mig, og på den måde er det ikke så vigtigt, om jeg får formidlet noget. Sammenlignet med nød og ulykke er filosofiske åbenbaringer ligegyldige og dog så ufatteligt væsentlige. Hmm jeg er både og. Jeg er enten og eller. Jeg er fatamorganaet og den virkelige vare på en og samme tid. Læs resten af dette indlæg »

Lige nu lever vi med en usikkerhed omkring morgendagen. Ja, den sætning er vel altid sand, men for det meste har min mand og jeg en ide om hvad, livet bringer blot et par måneder frem. Ikke i detaljer, men overordnede linjer som hvornår vi bor hvor, og hvem med. På grund af en fyring har vi lige nu ikke netop den basale tryghed. Måske skal lejligheden siges op, ungerne flyttes fra institutionen, omgangskredsen udskiftes, lokale fritidsaktiviteter droppes osv., hvis vi må flytte efter et andet job.

Med to små blebrugere har vi meget andet at være søvnløse på grund af, som fx i nat kl. 3 da sønnen vågnede med bleen fyldt med lort og herefter erklærede dagen for begyndt trods vore mange antitiltag, men vi har da bestemt vendt og drejet os i bekymringens tjeneste.  Nu har vi mere eller mindre gemt os bag nuet, så realiteterne ikke kan finde os.  Jeg tror, vi er på sidste stadie ud af disse tre spontant selvopfundne usikkerhedsstadier her:

- Nå, ja det var en skam, men måske dette ulykkelige skaber nye stjernemuligheder for os? Jada det skal nok gå!

- Fuck fuck fuck, der er ikke kommet nogle muligheder, og der intet i udsigtskikkerten. Vi bliver klientliggjort, og ingen af vore drømme vil nogensinde gå i opfyldelse, for penge er ikke længere det, vi kan sætte vor lid til.

- Op og lege mor og far, studere, opretholde en almindelig hverdag og gemme det dårlige til i morgen. Orker det ikke i dag. Kan smile og være glad ved at løbe fra den forfølgende usikkerheds-sky.

Problemet her er, at det midterste stadie liiige kan være ved at give os noget substantielt at tygge i, men vi oplever ikke at have tænderne til det.. Forstået på den måde, at det der blive bedt mig rumme, er mig for mindblowing til at overkomme. Læs resten af dette indlæg »

Effektivitet er et nøgleord i mit liv. Ikke effektivitet som i at støvsuge samtidig med at tage opvasken, for effektiviteten er afmålt mine egne prioriteter. Hvoraf hvile er en af dem, og rengøring not so much. Men kun når jeg lever effektivt, kan jeg slappe af med god samvittighed – netop fordi hjernedød fjernsynskigning er del af en større masterplan, hvori udnyttelse af det man normalt betragter som spildtid indgår!

Hvis du synes det lyder fancy, så er du måske typen jeg kunne sælge en smart selvskrevet konceptuel selvhjælpsbog til. Netop i en tids-klichee som coachingbøger der selvføøøøøøøøøøøølgelig virker netop for dig, hører mit system til. Det er eksklusivt udklækket af det rugende samfund, hvor hastighed er afgørende, og hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved om vi KAN nå ting, men blot indretter os SÅ at vi når dem.

Kvindeundertrykkelse har jeg aldrig selv erfaret. Jeg har følt mig anderledes behandlet end mænd, men aldrig undertrykt. Dog har jeg i den grad mærket et kvindetryk. Læs resten af dette indlæg »

Facebook er en glimrende up2date-scene at forsøge indflydelse på det syn dine ”venner” har på dig. Old news at vi har et umætteligt behov for at blive set. Det nye består i min forståelse af det fænomen. At vi først bliver til, når andre ser os. At vi først der – i andres lys – eksisterer som individ. Dette er jo et farligt anliggende, når vi ikke kan sikre os helt hvordan, andre ser os. Altså, fotograferer andre dig i et forkert lys –forkert efter din mening – da bliver det alligevel de andres billede af dig, der bliver hængt op.

- Der var viiiiirkelig ikke noget på mine tv-kanaler i går aftes efter 21-nyhederne, og jeg havde sådan brug at unwind efter en fantastisk men hård (er det mon sådan ,at for at få noget til at blive helt vildt godt, skal det være lidt hårdt også?) dag med børnene. Ole Henriksen og alle andre livsglade inderlighedstyper ville anbefale mig, at trække vejret dybt og tømme sindet og blot mærke hvordan mine følelsers energi bliver opladt, når jeg sidder der i knibeøvelses-stilling, men øh…ja efter mit seneste blogindlæg ”note to self,” kan jeg ikke undskylde mig med, at så burde jeg også smide mit 86%chokolade stash ud og det ville kræve afvænning, som jeg ikke kan overskue nu og efter mine opdagelser, jævnfør vv-bloggen, kan jeg heller ikke undskylde mig med ”sådan er jeg bare ikke”, for sådan kan hjernen netop trænes til at gøre mig!

Så, fordi jeg bevidst valgte at give mig selv en her-og-nu-oplevelse, selvom jeg vidste det ville skade min nattesøvn og gå ud over de evner min hjerne ellers kunne have opnået igennem udviklende aktiviteter*, slog jeg om til genudsendelsen af ”Hals store kærlighed” på tv2. Læs resten af dette indlæg »